Hvad må jeg som forælder?

Guide til forældre og tilskuere
Hjælp din junior til at komme sikkert og hurtigt rundt i en golfturnering.

DGU påskønner, at der kommer mange forældre og tilskuere til DGU’s juniorturneringer, men følg de gode råd i denne vejledning, så det bliver en positiv oplevelse for alle juniorerne.

Gode råd til forældre og tilskuere
Der er caddie-forbud i alle DGU´s juniorturneringer, så spilleren kan lære selv at tage det fulde ansvar for sit golfspil.

Som tilskuer må du meget gerne:

  • Følge spillerne rundt på banen (50 m. afstand)
  • Hjælpe med at finde bolde under spillet (alle)
  • Rive i en sandbunker efter en spiller
  • Klappe eller kommentere ”godt slag”
  • Hjælpe med at tilkalde en dommer/turneringsleder
  • Hente mad, drikke og tøj til spillerne

Hvis du observerer uregelmæssigheder, tilkald straks en dommer/turneringsleder. Kontakt ikke selv spiller eller de pågældende forældre/tilskuere. Efter golfrunden må du hjælpe din egen spiller med at kontakte en dommer/turneringsleder i relation til regelspørgsmål

Som tilskuer må du under golfspillet ikke

  • Træde på eller berøre golfbolde
  • Give spillerne råd eller trække bag-vognen
  • Tale med eller til spillerne
  • Komme med tilråb til nogen spiller
  • Følge spillerne på tæt hold (hold gerne 50 meters afstand)

Af hensyn til banen må du

  • Ikke benytte nogen form for køretøj
  • Ikke gå ind på tee-steder
  • Holde dig fra fairway
  • Kun gå ned i sandbunkere for at rive efter en spiller
  • Ikke gå ned i søer og vandløb
  • Ikke betræde green

Fra Turneringsbetingelserne:
Caddier er ikke tilladt. Overtrædelse straffes i henhold til Den Officielle Guide til golfreglerne, Afsnit 8H1.1:
Generel straf for hvert hul, hvor der har været hjælp fra caddie.

Spillerne skal være opmærksomme på, at de ikke må bede om eller acceptere råd fra forældre eller andre spillere eller nogen anden person. Hvis spilleren ikke aktivt griber ind over for en sådan uopfordret rådgivning fra forældre eller andre personer, vil spilleren pådrage sig straffen for overtrædelse af Regel 10.2:
Generel straf: Hulspil: tab af hul. Slagspil: 2 strafslag.

NB: ”Råd”: Enhver anvisning eller ethvert forslag, som kunne påvirke en spiller i dennes planlægning af spillet, valget af kølle, eller måden at udføre et slag på.


Guide til dig som voksenmarkør (For juniorer uden banetilladelse)
DGU påskønner, din hjælp som voksenmarkør ved denne turnering, det betyder at mange juniorer får en god og tryg oplevelse på golfbanen. Vi håber, at denne vejledning kan klæde dig godt på ift. din opgave, så du føler dig tilpas i din rolle som voksenmarkør, og alle får en god dag på golfbanen.

Voksenmarkørens opgave:

  • Du skal tælle slag for alle spillere i bolden, så det sikres, at der tælles rigtigt på alle huller
  • Det anbefales, at du hjælper spillerne med at skrive det rigtige antal slag på scorekortet på teestedet, inden der slås ud på det næste hul, så alle er enige om det brugte antal slag.

Din opgave er af stor betydning, da det betyder at juniorerne kan koncentrere sig fuldt ud om at spille golf.

Sikkerhed:

  • Hold afstand til spilleren, der slår
  • Vær stille, når der slås
  • Mobilen på lydløs

Som voksenmarkør må du:

  • Hjælpe med udfyldning af scorekort
  • Tale med spillerne om andre ting end spillet for at skabe en god stemning og oplevelse i bolden
  • Hjælpe alle spillere med at lede efter bolde

Som voksenmarkør skal du ikke kende golfreglerne eller hjælpe med at udregne resultater/point. Du skal blot sikre, at alle får nedskrevet det rigtige antal slag på de rigtige huller, så skal turneringslederen nok hjælpe med, at scorekortet udfyldes og underskrives korrekt efter runden.

Som voksenmarkør må du ikke:

  • give spillerne råd eller trække bag-vognen (der er caddie-forbud i alle DGU´s juniorturneringer (se bagsiden))
  • vejlede spillerne ift. deres golfspil

Hvis du observerer uregelmæssigheder, eller en spiller har regelspørgsmål, må du ikke vejlede spilleren, men tilkald en dommer/turneringsleder, som kan og må hjælpe.